26
.
February
2027
Kl
.
20:00
MATHIAS HEISE & PELLE VON BÜLOW
Mathias Heise & Pelle von Bülow – Repertoire
To af de mest markante musikere på den moderne danske jazzscene mødes i Salon Trommen, når Mathias Heise og Pelle von Bülow gæster huset med deres duo Repertoire.
Heise på kromatisk mundharpe og von Bülow på guitar arbejder i et format, hvor der ikke er meget at gemme sig bag. Her er det samspillet, timingen og den musikalske dialog, der bærer koncerten - med plads til både præcision, improvisation og de spontane afstikkere, der opstår mellem to musikere, som kender hinanden godt.
I 2026 udgav duoen albummet Repertoire, hvor de bevæger sig frit mellem jazz, soul, pop og moderne materiale. På repertoiret finder man blandt andet Keith Jarretts So Tender, Bésame Mucho, Sam Rivers’ Beatrice, Stevie Wonders Overjoyed, Rock with You, kendt med Michael Jackson, og danske Phlakes Angel Zoo.
Det er med andre ord musik, mange vil kunne genkende - men i Heise og von Bülows egne fortolkninger.
Mathias Heise
Mathias Heise har markeret sig som en af de mest originale musikere på den kromatiske mundharpe. Allerede i 2013 vandt han verdensmesterskabet på instrumentet, og siden fulgte blandt andet Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2016 og Ben Webster-prisen i 2017.
Han var den første studerende på Rytmisk Musikkonservatorium med kromatisk mundharpe som hovedinstrument og har siden udgivet en række anmelderroste album – senest blandt andet Mouth Games fra 2023.
Heise er virtuos, nysgerrig og bemærkelsesværdigt ubesværet på tværs af genrer. Kort sagt: Han kan spille det meste.
Pelle von Bülow
Pelle von Bülow er en markant guitarist på den danske jazzscene og en del af en yngre generation med stærke rødder i jazztraditionen.
Hans spil trækker blandt andet på arven fra Doug Raney, George Benson og den brasilianske jazzguitartradition. Han er søn af altsaxofonisten Christina von Bülow og er vokset op med jazzen tæt på – men har samtidig udviklet et tydeligt og moderne udtryk, der er helt hans eget.
Koncerten er en del af Salon Trommen - vores nye sceneoplevelse med kun 150 pladser. Her sænker vi scenen, så kunstneren kommer i øjenhøjde med publikum, og indretter med caféborde i en mere uformel klubstemning.
