25
.
November
2026
Kl
.
17:00
Forfattermøde: En vandring på Caroline Mathilde Stien
– en guidet tur & 16 digte på spor af en kærlighedsaffære på Hirschholm Slot
En kærlighedsaffære, et forsvundet slot og en vandresti.
Ulla Conrad præsenterer med sin nye bog en mini-vandringsguide til den 6 km lange vandrerute Caroline Mathilde Stien mellem Frydenlund Slot og Hørsholm Kirke – det sted, hvor Hirschholm Slot, også kendt som “Nordens Versailles”, engang lå.
Hun dykker ned i historien om kærlighedsaffæren mellem Caroline Mathilde og den kongelige livlæge Struensee i årene 1771-72, deres forhold og dramatiske fald – og om Hirschholm Slots senere forfald og nedrivning. I bogens 16 digte lader hun det forsvundne slot genopstå i fantasien.
Kom og hør Ulla fortælle om bogen denne aften i Kulturhus Trommens hyggelige lokale Hi-hatten som du finder i forbindelse med Foyeren. Der vil være mulighed for at købe bogen efter foredraget.
Om forfatteren
Ulla Conrad (f. 1973) er grafisk designer, forfatter og omviser på Karen Blixen Museum. Hun har ud over digtsamlinger skrevet vandrebøger som Gendarmstien, Marskstien, Nordkyststien og På tværs af Bornholm, samt en bog om skovbadning. Hun er forkvinde for Haikugruppen under Dansk Forfatterforening og bor i Gl. Holte.
Billetter er gratis og der er begrænset antal.
