11

.

September

2026

Kl

.

19:30

Et CV over Danmark - en C.V. Jørgensen-cabaret

STORTROMMEN
FRA 260 KR

Dyk ned i C.V. Jørgensens enestående sangskat og nyd et genhør med musikken, når Kulturhus Trommen slår dørene op for C. V. Jørgensen-kabareten ’Et CV over Danmark’.

Folkene bag nogle af de sidste 15 års yderst succesfulde retrospektive kabaretter om kendte danske populær-kunstnere, som bl.a. forestillingerne ’Måske Ku Vi - en Sebastian-cabaret’, ’Livet Er En Morgengave - en Halfdan Rasmussen-cabaret’, ’I Al Slags Vejr - en Benny Andersen-mosaik’ og senest’  Vilde Kaniner & Underlige Fisk - en Peter A.G.-mosaik’ har med kabareten ’Et CV over Danmark’ slået sig sammen og fået tilladelse fra C.V. Jørgensen til at lave en kabaret over rock-poetens forunderlige univers.  

Kabaretten skildrer Danmark gennem de sidste 50 år med fokus på velfærdssamfundets faldgruber trods en akkumuleret velstand, der den dag i dag placerer Danmark som én af hovedaktørerne ’I Alle De Rigere Lande’. Vi kommer på en rejse fra ’Hotel Halleluja’ til ’Bellevue’ og beskuer ’Verden Fra Mit Vindue’ i selskab med både ’Entertaineren’, ’Abonnenten’, ’Johnny & Djiim’, ’Elisabeth’, ’Altmuligmanden’ og ’Morgendagens Stjerner’ – vi vil være ’På Gyngende Grund’, mens ’Det Regner I Mit Hjerte’ i ’Fraklip Fra Det Fjerne’, når ’Sæsonen Er Slut’ – og alt ’Til Skaberens Fulde Tilfredshed’.

På scenen står erfarne og anerkendte kræfter som skuespillerne Jesper Asholt og Jacob Morild samt guitaristen, komponisten og kapelmesteren Lasse Schmidt og pianisten, komponisten og Kapelmesteren Morten Wedendahl – de fire står ligeledes i fællesskab for sammensætning og musikalsk arrangement af C.V. Jørgensens spiddende og præcise beskrivelser af den danske befolknings tilstand gennem 70’erne, 80’erne, 90’erne og helt op til i dag.

Forestillingen varer 1 time og 50 minutter.