Ledig stillinger:
Praktikant til kommunikation, markedsføring, strategi og udvikling søges til Kulturhus Trommen
Er du studerende på markedsføringsøkonomuddannelsen og klar til at anvende dine kompetencer i praksis? Vil du være en del af en spændende organisationsudvikling, markedsføre et kulturhus i rivende udvikling og skabe nye koncepter, hvor frivillige spiller en central rolle? Så er du måske vores nye praktikant i efteråret 2025!
Om os og Kulturhus Trommen
Vi er et kulturhus, der ligger centralt i Hørsholm og rummer et bibliotek, koncertsale og en biograf. Vi er en mindre, men dedikeret og engageret gruppe ansatte med høj faglighed, fordelt mellem Hørsholm Bibliotek og Trommen, som varetager kulturhusfunktionen. Du vil blive tilknyttet Tromme-delen i din praktikperiode.
Huset står midt i en spændende transformation, hvor frivillige kræfter i langt højere grad end tidligere skal skabe indholdet i huset – dvs. i salene og foyeren. Dette giver dig en unik mulighed for at arbejde med udvikling af nye koncepter og målrette vores kommunikation til både nuværende og kommende frivillige.
Praktikant i Trommen
Som praktikant hos os vil du få mulighed for at anvende din faglighed og mange af de værktøjer, du har lært på markedsføringsøkonomuddannelsen. Du vil bl.a. kunne være med til at:
- Kortlægge en proces for at styrke frivilliginitiativer og opbygge et stærkt netværk af frivillige fra bunden.
- Skabe, styrke og kommunikere vores nye identitet ift. frivillighed digitalt via fx sociale medier.
- Udvikle nye koncepter, aktiviteter og strategier, som kan styrke frivilligindsatsen og kulturhusets transformation.
- Arbejde med forskellige aspekter af kommunikationsfaget, herunder pressemeddelelser, SoMe-opdateringer, nyhedsbreve og tekst til hjemmeside mv.
Hvem leder vi efter?
- Du er fx i gang med markedsføringsøkonomuddannelsen og har en stærk interesse i marketing, kommunikation, sociale medier og strategi.
- Du har sans for at fange og formidle den gode historie, der engagerer og inspirerer – både digitalt og i det personlige møde med borgerne.
- Du brænder for at arbejde med markedsføring og udvikling af nye koncepter, og du er kreativ i din tilgang til løsning af arbejdsopgaver.
- Du vil gerne bruge din viden om virksomhedsvækst, markedsføring og kommunikation til at skabe værdi i et kulturhus i rivende udvikling.
- Du er kreativ, struktureret og god til at tænke strategisk.
- Du har lyst til at arbejde med frivillige og frivilliginitiativer.
- Du er udadvendt, god til at kommunikere med mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund.
I din praktik i Trommen får du:
- Erfaring med at udvikle og markedsføre kulturelle aktiviteter og frivilligprojekter.
- Indblik i, hvordan man arbejder med udvikling og omstilling i en kulturinstitution.
- Erfaring med strategier til at rekruttere og fastholde frivillige.
- Stor indflydelse på dine opgaver og opgaveløsningen.
- Faglig sparring med vores frivilligkoordinator og de øvrige ansatte.
Testimonial fra tidligere praktikant:
"Jeg har haft frie tøjler til at tilrettelægge mine arbejdsopgaver og stor indflydelse på opgaveløsningen. Mine idéer blev godt modtaget, især inden for SoMe, kundeoplevelse og videreudvikling af kendte koncepter med henblik på at få flere gæster og gøre publikumoplevelsen endnu bedre. Jeg blev taget rigtig godt imod og følte mig hurtigt som en del af teamet. Man skal trives med at tage ansvar og udvikle egne opgaver, da der ikke er mange driftsopgaver. Arbejdspladsen er lille, men en del af kommunen, hvilket giver en god forståelse for at arbejde i en politisk ledet organisation."
Det praktiske
Praktikken foregår i Kulturhus Trommen, beliggende på Bibliotekstorvet 1, 2970 Hørsholm. Praktikperioden løber ideelt fra september 2025 til december 2025, men perioden er fleksibel og kan tilpasses i forhold til dine behov og studie. Stillingen er ulønnet, og arbejdstiden aftales nærmere med mulighed for at arbejde mellem 25-37 timer om ugen. Vi tilbyder fleksible arbejdstider, og der er mulighed for hjemmearbejdsdage, så du kan tilrettelægge arbejdet efter dine studier.
Ansøgningsfristen er 1. juli 2025. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Camilla Lyngby Bärlund på telefon 23 25 69 82 eller via mail clb@horsholm.dk. Vi glæder os til at høre fra dig!