Hugorm

Torsdag den 17. november 2022 20.00

Electro-rockgruppen Hugorm med Simon Kvamm, Morten Gorm og Árni Bergmann besøger Trommen på sin omfattende efterårsturné, der er opkaldt efter bandets kommende andet studiealbum Tro, Hug & Kærlighed, som udkommer til oktober inden tourstart. Første single, ’Himmeljuice’, udkom i maj. 

I de fem år, Hugorm har eksisteret, er der kommet endnu mere fart og flere farver på den mangfoldige palet, hvilket ikke mindst kommer til udtryk, når bandet står i øjenhøjde med publikum til koncerterne. 

Hugorms shows stikker i mange forskellige, kreative retninger undervejs, og for dem, der har set bandet live, hersker der ingen tvivl om, at man som publikum får frirum til at rase og rense ud. ”På grænsen til det sindssyge,” skrev Gaffa om bandet i sin femstjernede koncertanmeldelse.  

Tro, Hug & Kærlighed er Hugorm i sit mest ærlige, inderlige og blodige hjørne. Sange der brækker ribben og slår hul i brystkassen, så der er direkte adgang til det hjerte, der slår og tvivler og elsker. Et hjerte, der gerne vil i kontakt, og som tager på landevejen for at komme det. 

Pris: 305 kr.

Stortrommen
Varighed: 75 min. uden pause
Ståpladser
Garderobe i kælderen.