Fredagsbar med fyraftenskoncert: Grabow & Guldhammer

Fredag d. 28. april 2023 kl. 16.00-19.00  

Duoen Grabow & Guldhammer besøger Kulturhus Trommens fredagsbar, hvor de
præsenterer ekstrakter af nogle af Danmarks ældste sange.

Den mundtlige overlevering igennem århundreder finder vej til et moderne og poetisk udtryk i kraft af to kvindestemmer: Sara Grabows lyse og Mia Guldhammers mørke.

Fortidens fortællinger bidrager med intens og rodfæstet visdom, som synes væsentlig og kærkommen i vores forjagede tidsalder.

Stemmerne akkompagneres af Grabows akustiske guitar og Guldhammers dulcimer, og arrangementerne sender hilsner til Simon & Garfunkel, Joni Mitchell og Trille.

Mia omtaler sig selv som traditionel balladesanger og har igennem årene sunget og kædedanset de gamle viser for tusindvis af mennesker i ind- og udland, blandt andet med gruppen Virelai, det mere elektroniske Mallebrok og det internationale projekt Nøkken med det bretonske band Dour/Le Pottier Quartet og den svenske sanger Sofia Sandén. Senest har Mia udgivet Tral, Tråd & Traditioner (2021) med guitarist Morten Alfred Høirup.

Mia er opvokset med folkemusikken og optrådte allerede som barn i familiens orkester. Mia har altid følt sig draget af balladerne og føler et særligt slægtskab med de mange, lange tekster, der uden problemer synges frem, som var de plantet i hendes DNA.

Sara omtaler sig selv som en moderne troubadour, der med sine sange og guitaren under armen udforsker klangfulde rum og lydens betydning for mennesket.

Tidligere har Sara udgivet albums i en mere traditionel singer-songwriter stil, men nu er fokus flyttet til et mere meditativt og filosofisk univers, hvor musikkens formål er publikums fordybelse og ro.

Kerne-udgivelsen EneRum fra 2017 udfoldes på hjemmesiden www.enerum.dk. Senere udviklede Sara lydvandring.dk-koncerter, der bevæger sig sammen med publikum i akustisk varierede rum.

Sideløbende har Sara medvirket i teateropsætninger bl.a. teaterkoncerten Come Together på Østre Gasværk i 2009 og Vintersilhuetter i Riddersalen 2020. Sara turnerer derudover løbende med faderens Sebastians sange og med trioen Den Gamle Sangskat, som spiller nyfortolkninger af gamle klassikere.

Fredagsbaren åbner kl. 16.00, og Grabow & Guldhammer går på ca. kl. 17.00.

 

Gratis entré

Sted: Kulturhus Trommens foyer